Sådan fotograferer du nytårsfyrværkeri!

Nytårsaften er en notorisk aften, hvor fotografer oftest rykker sig selv i håret og på andre måde piner sig selv. Der er så mange faktorer, der spiller ind denne aften:

  1. Vejr.
  2. Tidspunkt.
  3. Lokation.
  4. Beklædning.
  5. Udstyr.
  6. Teknik.

1) Vejr:

Vejret kan vi ikke gøre noget ved og underligt nok er de fleste nytårsaftner enten fuldstændig overskyet eller endnu værre fuldstændig tåget. Det må vi bare acceptere, men jeg vil dog anbefale, at man holder øje med DMI i sit lokalområde, sådan at man har mulighed for at gå ud noget før, hvis vejrudsigten ser dårlig ud for kl. 00:00.


2) Tidspunkt:

Tidspunktet virker måske indlysende, at det oplagte tidspunkt er kl 00:00, men der er noget det fleste glemmer her. Hvis vi snakker en typisk nytårsaften, så skal man som regel skåle året ind med venner og familie kl. 00:00 og derfor kan man først være ude lidt senere - måske kl. 00:15. Men hvad er det nu der sker, når man bringer et kamera fra et klima til et andet klima - det danner dug og kondens. Det er ikke så slemt når man bringer sit kamera fra varme til kulde, men der vil stadig forekomme en kortere periode, hvor kameraet skal klimatisere sig selv. Mit råd, stil kameraet ud i tørvejr i god tid (10-15 minutter før) uden batterier (kulde dræner batterierne hurtigt) og et sted hvor du kan have det under opsyn.


3) Lokation:

Lokationen er som ved alle andre genrer Indenfor fotografering alfa-omega for et godt billede og igen spiller tidspunktet ind. Husk nu at nytårsaften er en social aften, hvor man nyder hinandens selskab - I kan sikkert forestille jer, hvor belastende det må være for ens gæster at man smutter kl 23:45 for at nå ud til den gode lokation. Der er 2 typer nytårsbilleder i min verden:

  • De store brede billeder med masser af byliv og en flot forgrund med enten natur eller bymiljø.
  • De skarpe detaljebilleder af selve fyrværkeriet - altså kun selve lyset og "braget".

Personligt synes jeg at man skal tænke over om man ikke skal gemme de store brede billeder til et decideret fyrværkerishow istedet for at bruge megen tid på det nytårsaften. I Aarhus er der f.eks. flere gange om måneden i sommerperioden fyrværkerishow ved Tivoli Friheden og Varna Palæet.


4) Beklædning:

Så kommer vi til beklædningen, som er noget alt for mange glemmer, når de skal ud at fotografere. Der er ikke noget værre end, at komme afsted med det forkerte tøj - der er koldt nytårsaften også selvom der er plus grader. Husk følgende:

  • Hue.
  • Handsker.
  • Langt undertøj.
  • En windstopper.
  • En vind- og regntæt jakke.
  • Støvler.
  • Sikkerhedsbriller!

5) Udstyr:

Udstyret til sådan en fotografering er forholdsvis enkel og ligetil:

  • Kamerahus.
  • Objektiv med en brændvidde på mellem 10mm og 35mm.
  • Opladt batteri.
  • Lygte.
  • Stativ og stativplade til kameraet (!).
  • Fjernudløser til kameraet (det vigtigste til denne type fotografering).

6) Teknik:

Der findes et hav af guides på internettet inklusiv denne, som alle give deres version af hvordan man skal fotografere fyrværkeri. Jeg har forsøgt at gennemgå alle de forskellige teknikker og i 2012 afprøvede jeg 4 forskellige. Jeg kom frem til en teknik, som virker hver gang og det er bulb mode, hvilket er en funktion på kameraet hvor man holder udløser-knappen nede i den tid man ønsker at eksponere billedet over.

  • Indstil dit kamera til bulb mode (B på Canon og Nikon skal gå i manuel og herefter aktivere bulb mode).
  • Sæt ISO'en til mellem 100 og 400.
  • Sæt blænden til f/11.
  • Sæt dit objektiv på manuel fokus (en fysisk knap på objektivet, der skal sættes til MF) og sæt fokus til uendelig. Jeg har erfaret at det kan svare sig, at skrue fokus en anelse tilbage fra uendelig for at billeder bliver 100% skarpe.

Dit kamera skal være på stativet og være låst rigtig godt. Derudover skal du have din fjernbetjening klar. Jeg står altid og venter lidt i starten for at finde ud af, hvem der har købt mest ind - det er forholdsvis nemt, at spotte det dyre skyts. Når jeg har fundet et område, hvor der bliver skudt meget af, så peger jeg kameraet derover og godt op ad. Jeg vælger altid at skyde meget bredt f.eks. på 16mm på et fullframe kamera, sådan at jeg er sikker på at få hele "braget" med - jeg vil langt hellere croppe et billede til efterfølgende end at skulle kassere det.

Og her kommer så guldkornet! Når du ser en raket stige op, så trykker du med det samme på udløseren og holder den inde. Når braget har lydt og du kan se at selve fyrværkeriet ikke spreder sig mere, så slipper du knappen igen - du skal slippe den inden at fyrværkeriet forsvinder helt. Start på ISO 100 (hvilket altid har virket for mig med ovenstående indstillinger og teknik) og hvis du synes at billedet er for mørkt efter et par forsøg, så skru ISO'en op på 200 eller 400. Det er et spørgsmål om timing hvornår man skal slipper udløseren igen, men du vil hurtigt kunne se det på billederne og samtidig få en fornemmelse for hvornår det er.

Hvis der er tale om et batteri, der skydes af, så kan du sagtens nå at få 2 eller 3 brag med i et billede, men pas på med at få for mange med, da billedet hurtigt bliver rodet og uoverskueligt. Skru eventuelt blænde ned til f/16, hvis dine billeder bliver for overeksponeret.


Eksempler:

Nedenstående eksempler er taget med ovenstående teknik og skudt i 2012, hvor jeg for første gange forsøgte mig med at fotografere fyrværkeri.

ISO400, f/11, 8,3sek - dette billede er taget nytårsaften 2014/2015.

ISO100, f/11, 4sek

ISO100, f/11, 2sek

ISO100, f/11, 2sek

ISO100, f/11, 3sek

ISO100, f/11, 3sek

ISO100, f/11, 5sek

ISO100, f/16, 2sek

ISO100, f/11, 1sek